torsdag den 2. juni 2011

Mikkeller - Beer Geek Breakfast

Mikkeller er et af de mest produktive mikrobryggerier i verden, og samtidig blandt de mest innovative. Mikkeller har lavet rigtig mange fremragende øl, men har også et ry for til tider at eksperimentere lige rigeligt, således at øllene til tider bliver mere specielle end gode. Det unikke ved Mikkeller er, at de ikke har sit eget bryggeri. I stedet er Mikkeller et såkaldt nomadebryggeri, der låner eller lejer sig ind på andre bryggerier, hvor de så brygger efter deres egne opskrifter.
Mikkeller blev startet af Mikkel Borg Bjergsø og Kristian Klarup Keller - deraf navnet. Idag er Kristian dog ude af virksomheden og Mikkel driver den alene.

Øllets farve er mørk eg, mens skummet er dejlig blødt og mokka-mahognifarvet.
Øllen dufter af kaffe og mørk chokolade med et strej af ristet malt, som giver et røget præg. Duften er behagelig, men dog beskeden og ikke så voldsom som mange andre kraftige stouts.

I forhold til øllens lave alkoholprocent (7,5%) er smagen i denne øl ualmindelig kraftig. Øllen har en dejlig cremet fylde som er aldeles behagelig i munden. Dette skyldes ifølge Mikkeller selv at der er benyttet havre i øllen. Kaffesmagen i øllen er meget kraftig, hvilket nok skyldes den specielle brygmetode hvor gourmet kandekaffe hældes direkte i under brygningen. Smagen har, udover den dominerende smag af kaffe, noter af lakridsrod og mørk chokolade. Eftersmagen er humlet og bærer præg af bitter chokolade.

Alt i alt en aldeles vellykket øl, der varmt kan anbefales. Denne øl bør kunne få enhver til at holde af stouts!

Andreas: 9 ud af 10
Johannes: 9 ud af 10

Endnu en etape af Tour de Beer er ovre. Højt skum!

Læs mere:

torsdag den 26. maj 2011

De Molen - Vuur & Vlam

I vores første indlæg på bloggen starter vi ud med en øl fra det hollandske lavland, en IPA fra bryggeriet De Molen - "Møllen". De Molens varemærke er normalt de mørke øl - stouts og porters - men denne øl er en afstikker ud i den mere bitre IPA-verden. Vi har begge længe haft et lunt øje til det lille bryggeri som er anført af bryggeren, Memo, som er manden bag deres karakteristiske og ikke mindst smagfulde øl.

Denne øl blev serveret fra fad på Carlsens Kvarter i hjertet af Odense og er personligt hentet hjem af stedets ejer, Benny. Dette er en af de første af De Molens "lysere" øl, som vi har smagt og vi var begge derfor spændte på hvordan det ville gå når de trådte væk fra deres kernekompetencer. Resultatet er dog overordnet set ganske vellykket.
Duften er nok endnu mere fremtrædende idet den er tappet på fad fremfor på flaske. Erfaringen fortæller os at især IPA er en øltype der fremkommer med en ekstraordinær kraftigt duft så snart den bliver tappet på fad frem for på flaske. Trods ihærdige forsøg på at komme op med en mindre barnlig reference, måtte begge anmeldere erkende at den bedste sammenligning med denne duft er duften af Rynkebys Morgenmild Morgenjuice - en sød og frugtig, nærmest ananasagtig duft. En frugtig duft er ikke usædvanligt for en IPA, men dog hæver denne sig over gennemsnittet.
Som mange af De Molens øl er denne øl ekstremt ufiltreret. Den har en flot ildfarve, og vi forestiller os at øllens navn kommer heraf. Skummet er meget hvidt og blødt. Et skum efter vores smag, og meget typisk for De Molen med det kraftige bløde skum.
Bitterheden er i grænselandet mellem en almindelig IPA og en dobbel IPA. Smagen er som man forbinder med en amerikansk IPA-type, hvilket nok hænger sammen med brugen af flere amerikanske humlesorter. Vi har at gøre med en tør IPA, hvor frugten er knap så dominerende i smagen som i duften. Eftersmagen er meget forsigtig. Den hænger ikke ved ret længe, hvilket kraftige IPA'er ellers har for vane. Den eftersmag der dog er, giver ikke noget nyt smagsindtryk i forhold til smagsoplevelsen i øllen. Den ret kedelige eftersmag trækker derfor en anelse ned i øllens samlede karakter.
Det må konkluderes at De Molen her er sluppet rigtig godt fra at lave en usædvanlig øl, deres kernekompetence taget i betragtning. Denne amerikansk inspirerede IPA er en rigtig god oplevelse for alle IPA-elskere, men kan også drikkes af folk der ikke er til de helt kraftige IPA'er. Vi er begge enige om at vi har at gøre med en glimrende IPA, der dog lige mangler det sidste strejf i eftersmagen for at komme helt til tops. Alt i alt en dejlig IPA, der stærkt kan anbefales!

Andreas: 9 ud af 10
Johannes: 8 ud af 10

Hermed er første etape af Tour de Beer overstået. Håber I nød det lige så meget som os. Højt skum!

Læs mere:

http://www.brouwerijdemolen.nl/
http://www.ratebeer.com/beer/de-molen-vuur-vlam-fire-flames/105663/
http://www.carlsens.dk/